Novelle Af Benjamin Katz

Og igen blev del lørdag aften og de tog til havet. Sommeren var ved at gå pa hæld og afskedens time nærmede sig. Han skulle af sted, måske i lang tid, og det vidste han. Han fornemmede uroen i sig selv, efter at have besluttet at tage til “det store udland”, som hans far kaldte det.
De var der alle sammen, venner og bekendte, som han holdt af og som havde fulgt ham lige siden barndommen. Nu indtog de sandet. Nogle af dem hoppede i vandet og sv0mmede. To spillede strandtennis. Han lå pa det varme sånd og iagttog dem. Gud, hvor er vi unge og smukke, tænkte han! Vores kroppe har samme skær af bronze, som om vi kom direkte ud af den græske mytologi med dens såmlede tragedier, dens sårbare skønhed, som blomstrer op blot for at visne bort og med dens uvægerlige tab af barnlig uskyldighed.
Når vi ses næste gang vil nogen af dem måske ligge under jorden. Krigene kræver jo altid deres ofre. I løbet af lø ar vil vi begynde at visne. Dette er sikkert og intet kan stoppe det. Hvad vil skæbnen bringe for alle disse farvestrålende, tropiske blomster, der er mine venner og bekendte. Og som nu star i fuldt flor? Og måske er det bedst, at det kun er mig der tænker sadan, mens de er opslugt af deres umiddelbare verden, som her og nu er dette store blå hav, med dets berusende, salte duft, med dets bløde sånd og de betagende solnedgange. Hvornår kom du sidst til at mindes Melina Mercuris` uforglemmelige ord fra filmen “Aldrig om søndagen”: “Og de er alle sammen gået ned til havet”?
Det forekom ham at han blundede lidt eller næsten var faldet i søvn. Judy’s stemme, der kaldte pa Akram mellem bølgerne, vækkede ham.
Hvad søger sjælen, når den vil vandre langt væk? Er der et klart svar pa dette? Man kan ikke flygte fra smerten. Måske en ny kærlighed, som ikke har nogen forbindelse med det, der allerede er sket.? Er det det hele? Og den sidste sång? Hvor er den henne nu?
Med øjnene halvt lukkede så han en skikkelse nærme sig. Den bevægede sig som en vildkat i det bløde sand. Abraham åbnede øjnene og så sin vens mørkebrune krop og usikre smil. Akram stod ved siden af, med dråber af vand løbende ned ad kroppen. Akram nærmede sig med to lette skridt og dråberne faldt nu ned pa Abrahams varme krop.
“Tak, nu er jeg vågen”, sagde han.
Akram bøjede sig ned mod ham og så pa ham med sine sorte øjne.
“Vil du ikke komme til at savne dette hav, denne høje blå himmel, denne strand og krabberne som løber hen over sandet?”
“Du kender svaret”, sagde han tørt.
“Så hvorfor i alverden…. Jeg har allerede spurgt dig en gang før”.
“Og jeg har jo svaret dig, Akram; fordi en streng er knækket, og det er godt nok svar for os begge, ikke?”
“Måske… men det er jo hvad der matte ske, sådan sagde far”.

“Han var pa besøg her og havde gættet det før jeg selv vidste det. Sig til ham at jeg tænker pa ham og hans søn. Han vil sikkert forstå.”
“Der er noget andet…” mumlede Akram.
“Hvad”?
“Ja, – er du stadigvæk vred pa mig?”
“Nej, du skuffede mig dengang, det vidste du. Men jeg var også skuffet over mig selv i denne her sag. Jeg gik ind i mig selv dengang.. .og glemte dem dernede… og dig. Men siden snakkede vi om det… og betragtede det som et overstået kapitel, ikke?”, hviskede han med lukkede øjne.
“Og du.. .har du vitterlig tilgivet?”, hviskede Akram.
Abraham åbnede øjnene. Akrams øjne var fulde af tårer.
“Selvfølgelig. Hvad troede du ellers?” sagde han sagte. Hvad tror du jeg er?….Er jeg måske den rene engel?”
“Du har aldrig begået noget sadant”, sagde Akram.
“Jeg er ikke nogen forbandet engel. Jeg tog fejl …..dengang, jeg ved at jeg begik en stor fejl. Engang kan jeg måske snakke om det. Måske kan jeg skrive til dig derfra. Det vil gøre det lettere”.
“Det lyder underligt, at du tog fejl”.
“Hvorfor, for fanden.. hvem er jeg i det hele taget? Kød og blod, ligesom alle andre. Du kender mig jo. Før vi afslutter kapitlet, så vil jeg sige min mening om de fejl jeg begik. Arif har fortalt mig, at man kan lære af sine fejl. Hvis man lærer af sine erfaringer falder mange ting pa plads. Og samvittigheden kan gå ad helvede til, .. .et citat fra din far”.
“Du forguder ham, ikke?”
“Jeg sætter stor pris pa ham, men for mig er han også kun et menneske”.
“Han var en far der altid holdt en vis afstand”, hviskede Akram.
“Det lagde jeg mærke til” sagde Abraham alvorligt, og så smilede han, “men jeg kan tydeligt se hvad resultatet er blevet.”
Akram så ned i sandet og tav.
“Han sagde engang til mig, at børn som til en vis grad frygter deres far, også er dem der er i stand til at give ham den største kærlighed”, sagde Akram.
“Tror du pa det?”
“Jeg er overbevist. Og han er meget stolt af dig”.
Akram smilede genert og rømmede sig.
“Hvem skal jeg snakke med når du er væk?”
“Med ham der, med hende der.. .med dem nede pa stranden. Eller find nogle andre. Hvis du har talt godt med et menneske, så er det ikke længere noget mirakuløst. Hvis du har vundet et menneskes tillid, så kan du også vinde andres.”
“Du har lovet at skrive til mig, Avri”.
“Jeg har lovet det og jeg skal nok holde det, jeg har ikke tænkt mig at lede efter mig selv for evigt. Så der er ingen grund til at se sort pa det. Cheer up, man!”
De så ud over vandet. Enkelte sejlbåde var pa vej mod nord, måske til Yaffo eller længere væk.
Deres sejl var malede i stærke gyldne farver.
“Da jeg var en lille dreng”, sagde Abraham, “endnu for du kom til os den vinter, da I var bange for blodhævn, tog jeg en dag med far og mor til havet. Da så jeg denne forestilling, som jeg nu forstår til mindste detalje. Den samme skumring, den samme duft af salt, mennesker der talte, men som man ikke kunne høre, fordi havets bø1ger overdøvede deres ord. Blot var du ikke her ved siden af
mig. Mor sad ved siden af mig og far var i vandet. I strandkanten løb folk omkring og spillede strandtennis. Jeg kan huske, at jeg følte mig meget lykkelig, ligesom dengang i frugthaven. Men jeg var samtidig trist. Jeg kan huske, at jeg kiggede pa bølgernes skum og pa sejlene, som gled hen over vandet. Mor spurgte: “Hvad tænker du pa, Avri?” Jeg sagde til hende: “Jeg tænker ikke pa noget
bestemt”. Men jeg tænkte pa en sang, som jeg havde hørt i radioen. Den handlede netop om gyldne skibe pa et stille hav. Og alle matroserne, de store som de små, trækker en søslange op. Og jeg forestillede mig, at jeg så en gylden båd i vandet og børn pa min alder klædt i blåt og hvidt som matroser, der trækker en stor søslange op mod båden. Søslangen sprøjter store kaskader af vand op og griner stort. Og så, da dette billede fyldte mig, kom far vadende op fra vandet og krævede, at jeg skulle gå i vandet med ham. Men jeg var bange for bølgerne. Han sagde: “Hva’ – er du en tøsedreng, der tisser i bukserne”?
“En bølge er da ikke noget at være bange for, og han tog mig i sine arme og smed mig i vandet”…
Abraham vendte sig mod sin ven. “Hvorfor kigger du sadan pa mig?”
“Jeg lytter bare, Abraham fortæl”.
Abraham kiggede op pa himlen:
“Her slutter historien. Du kender ham jo”.
De fik øje pa de badende.
“Når jeg tænker pa det, så bliver jeg glad for at vi fandt hinanden”, sagde Abraham.
“Ja… vil du have jeg skal gøre noget, Abraham?”
“Jeg kan ikke bede dig om noget. Men hunden kommer hele tiden tilbage. Og ingen er villig til at tage sig af den, når jeg er rejst.”
“Jeg vil være der i morgen, når vi vender tilbage”.
“Tak.”
“Du behøver ikke at komme, jeg skal nok klare det selv”.
“Jeg vil.. .jeg må hellere tage afsked med den … for bagefter vil jeg ikke tillade mig at fø1e smerte mere. Jeg har besluttet, at den ikke skal have lov til æde mig op. Gå ned til din Judy – hun venter pa dig”.
Han kastede et blik pa Akram, som gik ned til sin kæreste og de andre.” Han er smuk og god som havet”, hviskede han til sig selv.
Den nat sov gruppen pa stranden. Fuldmånen oplyste stranden og bålet de havde tændt, brændte med en lille flamme. I mørket så han hvordan gløderne blev mindre. Han lå og tænkte: “det skal nok blive morgen, jeg kommer ikke til at sove i nat for den bør huskes”. Og da morgenen gryede så han hvordan de små lysglimt skabte et fantastisk farvekalejdoskop. Da alle var vågnet spiste de morgenmad pa stranden.
Og i de sene formiddagstimer steg de pa jeep’en og kørte tilbage til kibbutzen.
Hundene gik dem i møde. Iblandt dem så han sin egen.
Akram, som sad ved siden af ham, henvendte sig og spurgte: “Hvornår vil du?”
“Om to timer, ved øst-indgangen,” sagde Abraham.
Akram nikkede.
Han steg ud af jeep’en nær ved vandtårnet med dets skudhuller og kaldte pa sin hund. Hun sendte ham et hurtigt blik, men gik ikke hen til ham. Han kaldte pa hende flere gange og eftersom hun ikke hørte efter gik han hen til hende. Hun stod stille og ventede. Han tænkte for sig selv, at hun havde god grund til at afvise ham. Efter Noahs død havde han overhovedet ikke taget sig af hende, men da
han begyndte på det kom han i tanker om “den store rejse”. Efterhånden gav han sig til at lede efter nogen som var interesseret i at passe hende, mens han var væk, men han fandt ingen der ville. På den nærmeste politistation i Kiriat Gat ville de gerne have hende som vagthund. Tre gange kørte han med hunden til politiet. Tre gange tog han afsked med hende, efter at de havde bundet hende med en jernkæde. Tre gange rev hun sig pa mirakuløs vis fri af kæden, kom igennem stationens pigtrådshegn og gik de 10 kilometer over markerne indtil hun kom tilbage til kibbutzen. Hver gang hun kom tilbage, følte han hvordan hun tog mere og mere afstand fra ham. Hunden bar ikke nag, men var heller ikke glad for ham og svarede ikke når han kaldte.
Han stillede sig pa knæ og gned sit ansigt mod hendes snude. Han kælede med hendes ører og krop.
Bagefter gav han hende en snor om halsen og gik med hende mod spisesalen. I køkkenet fandt han et stort ben med lidt kød på, skind og brusk. Hunden gik med ham til hans værelse og der fik hun kødbenet. Pa værelset tog han 2 sovepiller som han havde fået af sin mor, knuste dem og blandede dem godt med vand. Han skubbede vandskålen hen til hende og hun drak alt hvad der var i. Derfra gik han i den lune middagssol ad den hårde sti hen til kibbutzens øst – indgang. Der, pa det
afsides hjørne, hvor køerne blev slagtet, stoppede de. Der var en lille grøft, som blev brugt til at begrave de døde høns fra hønsegården. Han bandt den ene ende af snoren til en jernstang som støttede den ramme, hvortil køerne blev bundet for slagtningen. Stedet her var ikke blevet brugt i lang tid og ukrudt og brændenælder voksede vildt. Han satte sig ned ved siden af hende, aede hende over panden og ventede. Efter en kort tid begyndte hun at gabe. Først satte hun sig ned – og lagde
sig derefter til at blunde da Akram kom.
“Kan du gøre det med det samme”?, spurgte Abraham. Akram nikkede.
“Du behøver ikke at se pa. Du kan gå og komme igen om et minut.”
“Nej, jeg bliver”.
“Som du vil”, sagde Akram, uden at hæve stemme.
Han løftede geværet op til skulderen og sigtede mod hendes hoved. Det var ligesom om hun kunne mærke noget. Hun prøvede pa at rejse sig op, men det mislykkedes og hun faldt. Hun gav nogle ophidsede lyde fra sig. Akram ventede et øjeblik indtil hun stod roligt. Så hørte Abraham to hurtige skud. Hun blev ramt i panden og faldt mod jorden. I et kort sekund rystede kroppen og begyndte så at bløde.
“Tak”, hviskede Abraham, “det var det jeg ikke selv kunne gøre”.
“Vil du have jeg skal hjælpe dig med resten?”
“Nej. Men tak. Du har allerede gjort det vigtigste. Jeg skal nok gøre det færdigt”.
“Så går jeg nu. Vil du komme hen til os klokken 4?”
“Måske lidt senere, hvis det er i orden”.
“Kom når du kan”, sagde Akram og begyndte at gå.
“Akram”, hviskede Abraham, “du skal vide, at jeg sagde tak, men jeg skylder dig meget mere. Hun døde uden at mærke det. Jeg så det. Jeg er glad for at hun ikke har lidt overhovedet”.
Akram vidste ikke hvad han skulle sige: “Abraham, kom hen til os når du kan, ikke? Så laver jeg dig en stærk kop tyrkisk kaffe. Det har du brug for. Du har ikke sovet hele natten”.
“Ok, vi ses”.
“Det er lidt trist, du holdt jo af hende”.
“Der var ikke andet at gøre. Jeg fandt jo ingen, der kunne passe hende”.
“Vil du…?”
“Jeg kommer når jeg kan”. Så knækkede hans stemme over..
Akram gik hen til ham, klappede ham pa skulderen og gik mod vandtårnet..
Abraham ventede indtil han forsvandt bag kostalden. Han gik hen til hunden, som la pa jorden. Han løsnede snoren hunden havde om halsen og trak hende forsigtigt ned i grøften. Han undgik at se pa hendes smadrede ansigt. Han tog en greb som lå ved siden af grøften og begyndte at kaste jord pa den varme krop. Efter at have dækket hende til med et tykt lag jord, smed han greben og begav sig af sted mod markerne.
Han befandt sig midt pa marken langt væk fra kibbutzen. Kornet stod højt og gyldent, klar til høst. Han lå i kornet og tænkte, at kibbutzen havde forandret sig i den senere tid. Og nu skulle han skilles fra den, og smerten gjorde det ikke bedre. Hvordan skilles man uden at det gør ondt? Han vidste, at han allerede havde prøvet forskellige ting i livet, og en ting var den værste af alle. Han ville ikke have medlidenhed med sig selv. Han tog fat i sine fingre og begyndte at tælle: altså, – du bar mistet Josef… i krigen mistede du Gilli, din sjæle ven – bagefter mistede du den pige, som du elskede, og som valgte døden frem for….det er lige meget nu. Du så mennesker dø i krigen, af sygdomme, og ved trafikulykker. Og nu den femte finger: du har mistet en bund med en engels øjne. Hun var trofast mod dig indtil det sidste og hun havde tillid til dig. Denne sidste finger var tilsyneladende det, der var det værste.
Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke mere, sagde ban til sig selv. Han græd lidt, og herefter blev det lettere at tænke klart igen. Selvfølgelig kan du, sagde ban. Du bar ikke brug for selvmedlidenhed. Han satte sig ned pa marken, midt i det gyldne, hviskende korn. Pludselig kom der et vindstød susende gennem kornet og det forekom ham, at der lød en blid stemme mellem de gyldne strå. En eller anden melodi, som ban havde hørt engang for længe siden… Han lyttede opmærksomt til denne både kendte og ukendte sang, som kom strømmede til ham fra et eller andet hemmeligt sted. Han vidste ikke hvorfra, men ban følte at den var som balsam for hans sjæl.
Da han rejste sig og begyndte at gå hen mod kibbutzen vidste ban, at hans livs store smerte ville forblive der, og at han for altid havde taget afsked med den.