Den store Karavanerejse

Artikel bragt i Kristeligt Dagblad

I den tjekkiske dramatiker Karel Capeks skuespil »Insektliv« er skarnbassen et billede på det vestlige menneske. Som skarnbassen fokuserer fuldstændig enøjet på den møgkugle, den triller foran sig, fokuserer også moderne mennesker på deres umiddelbare og snævre interesser.

Den dansk-israelske psykolog Benjamin Katz deler Capeks syn på mennesket. Han har i både faglige artikler og bøger sammenlignet det vestlige menneske med både skarnbasser og såkaldte hylere, sælunger, der er blevet efterladt af deres mødre og hjælpeløst ligger og kalder på dem.

Skarnbassens møgkugle er hele dens udsyn og mening med livet. Sådan er det også med det vestlige menneske, som har gjort dets eget liv til det helt centrale. Og når livet så ikke lykkes, ender vi som hylere i stedet for at tage kampen op, siger Benjamin Katz, der siden 1972 har boet i Danmark.

I det sekulære velfærdssamfund har man fjernet Gud, men ikke erstattet ham med noget andet i stedet. I den hyperhumanisme, vi lever i, hvor forbrugsideologi, kommercialisering, superindividualisering og krav om selvrealisering dominerer, ser vi flere og flere sarte, forkælede og selvcentrerede mennesker. Og mange, som fordi individet er overladt til sig selv, har virkelig svært ved at klare disse svævende og svulstige krav, siger den 56-årige psykolog, der i sin egen praksis, Psykologcentrer Trekantet midt i København, gennem de seneste år har oplevet en kraftig stigning i antallet af kriseklienter. Der er tale om alt fra alvorlige depressioner, angstlidelser til folk, der søger hjælp for oplevelser som overværelse af vold – ting, som i virkeligheden dækker over en voksende skrøbelighed og sarthed hos moderne mennesker, mener han.

Kristeligt Dagblad har bedt Benjamin Katz om at følge med i Liv og Sjæls sommerserie om Den gyldne Regel, hvor syv mennesker har forholdt sig personligt til Jesu ord fra bjergprædikenen om, at alt, hvad vi vil, at mennesker skal gøre mod os, skal vi også gøre mod dem. Han er blevet spurgt, fordi han som psykolog har et indtryk af, hvordan den menneskelige kontakt og empati har det blandt moderne mennesker. Men også fordi han som tilflytter har et mere skævt blik på den danske mentalitet, og endelig fordi hans egen historie bærer af vidnesbyrd om den gyldne regel og den konstante modsigelse.

Høj social bevidshted

Som barn af polske jøder, der emigrerede til Israel i 1935 og derved undgik den skæbne, som blev resten af familiens – udslettelse i holocaust, voksede han op i en kibbutz i det sydlige Israel og oplevede at blive fordrevet på grund af krig med Egypten. Senere oplevede han selv som officer i den israelske hær to krige, og han deltog blandt andet i seksdageskrigen, hvor han var med til at indtage Vestbredden og Golan, inden han i 1972 mødte en dansk voluntør og flyttede med hende til Danmark. Så trods det blide, lattermilde og let Woody Allen’ske ydre har han på nært hold oplevet de konflikter og det had, der stadig præger regionen. Sorg, død og lidelse var en del af familiens liv, men uden psykologhjælp, for »rædslerne blev overvundet af vores kærlighed til hinanden, af visionerne og accept af livets nødvendighed«, som han formulerer det.

I den Israelske virkelighed virker Jesu ord fra Bjergprædikenen lidt flagrende, fordi den er så barsk. Så det kan være svært at finde relevansen af de ord, men på den anden side er det også netop i kampen mellem livets lyse og mørke sider, at de giver mening.

Han vil gerne understrege, at han ikke mener, at danskere er hverken værre eller bedre end andre folkeslag, og at man faktisk godt kan blive udmærkede mennesker uden at vokse op i modgang og konflikt.

I et af interviewene er der én, der siger, at vi lever i et egoistisk samfund. Det synes jeg er stærkt forenklet. Jeg tror, der er mange i Danmark, der har en høj grad af social bevidsthed og gør en stor indsats for andre mennesker, som er mere udsatte. -Men dels synes jeg, at vi de sidste 10 år har set resultatet af nogle naive danske forestillinger om, hvad tolerance og næstekærlighed er. Allerede i 1985 sagde jeg til danske venner, at udlændingepolitikken ville give bagslag, at der er grænser for, hvad man kan integrere, tolerere og kapere af kulturel, religiøs forskellighed. Dette ureflekteret tolerence har vist tydeligt dens bagside gennem en del problemer med indvandere og flygtninge. Holdningerne dengang var udtryk for den danske naivitet, men den er vi ved at vokse ud af.

Dels synes jeg, og det er nok vigtigere, at vi de seneste årtier har set en kraftig og alarmenrende vækst af depressive, fortvivlende og ængstelige mennesker, noget som skyldes de moderne tider. Det stressede liv, hvor man fokuserer så meget på individuel frihed, personlig succes og kravet om for enhver pris at have det godt, kan udgøre en trussel for mange menneskers mentale sundhed. Der er mange, der bliver forsømt, fordi livet er blevet kompliceret og stiller så store krav. Men det skyldes også, at vi har gjort folk oversencitive og navlebeskuende. Det er i sig selv problemskabende, fordi det skaber angst og usikkerhed, selv om folk udadtil kører facaden. Alt hviler på det stakkels individ. Og det er det langt fra alle, som kan bære. Og derfor fremstår mennesker mere sarte og urummelige over for andre mennesker.

Privat og fælles

Benjamin Katz mener, at hans eget fag er med til at forstærke disse tendenser, fordi det som resten af kulturen har været og er alt for fokuseret på det enkelte individ og dets individuelle betingelser. Det giver ikke de bedste vækstbetingelser for den gyldne regel, siger han.

De ord bør have universel relevans i forhold til livets skiftende kontekster og vores videre evolvering, og det omsorgsfulde og næstekærlige skal fastholdes. Men ud over at tro er det også vigtigt at fastholde og udvikle evnen til at tænke selvstændigt, kritisk og fremsynet. Jesu urokkelige ord skal nedfældes i vores sind, men jeg mener, at de først giver mening i det øjeblik, man lever i en livsbekræftende, udviklende sammenhæng med sine omgivelser og tid.

Vi har brug for samvær, men vi har ikke brug for det for hver en pris. Kunsten er at finde en balance mellem det private og det fælles, mellem den meningsgivende bevarende og evolverende, for samvær giver ikke mening i sig selv. Samværet er et behov, som gennem aktiv, målrettet indsats, kan fremelske mening, men det er ikke meningsgivende i sig selv. Og det er der, vi står i dag, i det skel, og det synes jeg også fremgår af hele artikelserien. Det er kloge og interessante mennesker, men de bringer ikke noget nyt. Det nye må findes , mener jeg ved reformering af vores mainstream psykologi ogreligioner, således, at de vil kunne understøtte og styre den teknologisk udvikling på en livsbekræftende og meningsgivende vis.

Den korsvej, vi står ved, skyldes først og fremmest den teknologiske udvikling, og jeg tror at de nye teknologier vil komme til at påvirke os, vores livssyn, vores genetiske landskab. Det vil givetvis også ændre mennesket.

Menneskehedens historie har været en lang karavanerejse i evolutionens navn, hvor religionen tidligere har spillet en afgørende rolle. I dag er den udviklende faktor imidlertid teknologien, som har en tendens til at isolere mennesker fra hinanden og som sagt gøre dem skrøbelige. Det er derfor der Ifølge Benjamin Katz er brug for en nye moral såvel som for en evolutionær religionen og ny psykologi og mennesketype.

Livet er grundlæggende besværligt, og vi udvikler os i kamp, hvilket den gyldne regel også afspejler ved at komplementere den. Derfor er det vigtigt, at vi indser, at vores levevilkår er ved at ændre sig dramatisk i dette århundrede, og kampen består i, hvilken verden vi komme til at bygge op i stedet for den vi har idag. De gamle dogmaer kan ikke give os den nødvendige næring til klare godt denne udfordring. Kun hvis de gøres tidssvarende, vil de kune gøre sig gældende. Derfor er det vigtigt, at vi fremelsker en ny mennesketype, en mere robust borger, som jeg plejer at kalde Homo Robustus. Dermed trænker jeg ikke på et superliberalistisk overmenneske, men på et menneske, der kan se meningen i at tilsidesætte sig selv og sine umiddelbare drifter for fællesskabets og vores evolutions skyld, og som ikke lader sig slå ud af lidt modgang.

Meningen med intelligent liv er at det udfordrer og sigte efter at gå opad, udvikle sig i fællesskab. Det er vigtigt, at finde en transcenderende mening for mennesker, som kan løfte dem op over deres daglige liv . Der har religionen altid spillet en stor rolle, og jeg synes, det ville klæde religionen at blive mere fornyende og evolutionær og i stedet for at stå i modstæning til teknologien, så gå ind i den og påvirker udviklingen. Alternativet for at fastholde religion og psykologi i deres snævre cirkler vil være frygtlige for vores videre rejse.

Den gyldne regel er vores modvægt til Frankenstein´s fremtid. Hvis vi ikke har den dimension med , har vi mistet det mest kostbare ved at være menneske, siger Benjamin Katz og tilføjer: Vores medmenneskelighed.